Midlertidigt og lejlighedsvist arbejde i Danmark

Hvis du er statsborger i EU, EØS eller Schweiz og kun skal arbejde som sundhedsperson i Danmark midlertidigt og lejlighedsvist, kan du søge om at blive registreret som tjenesteyder. Du får ikke dansk autorisation, men får adgang til at udøve dit erhverv i Danmark i en begrænset periode. Tilladelsen skal fornyes årligt.

Hvem kan blive registreret som tjenesteyder?

Du kan søge om at blive registreret som tjenesteyder, hvis:

  • Du er statsborger i et EU/EØS-land eller Schweiz
  • Du er lovligt etableret i et af disse lande med henblik på at udøve det samme erhverv
  • Du kun skal arbejde i Danmark midlertidigt og lejlighedsvist.

Hvis du bliver registreret som tjenesteyder, får du ikke dansk autorisation. Registreringen giver dig i stedet mulighed for at udøve dit erhverv midlertidigt og lejlighedsvist i Danmark.

Din tilladelse gælder i 12 måneder, og du vil fremgå af det offentlige autorisationsregister som tjenesteyder. Hvis du fortsat skal arbejde i Danmark efter denne periode, skal du forny din registrering.

Som tjenesteyder må du ikke bruge den danske titel for dit fag, da den er beskyttet, men du skal bruge den faglige titel, som du har ret til at bruge i det land, hvor du er etableret.

Bemærk: Du kan også vælge i stedet at søge dansk autorisation. En dansk autorisation er varig og skal ikke fornyes, og du vil have ret til at arbejde i Danmark, når du vil, som alle andre med en dansk autorisation. Du kan også frit bruge den danske titel for dit fag. Søg dansk autorisation

Hvad betyder midlertidigt og lejlighedsvist arbejde?

Om dit arbejde i Danmark er midlertidigt og lejlighedsvist, afhænger af en konkret vurdering.

I sagsbehandlingen ser vi bl.a. på:

  • Hvor længe du skal arbejde i Danmark
  • Hvor ofte du skal arbejde her
  • Om arbejdet er regelmæssigt, hyppigt og kontinuerligt.

Eksempel:

En speciallæge kommer til Danmark for at udføre en særlig kirurgisk opgave. Arbejdet varer et par dage og finder sted enkelte gange om året. Det kan efter en konkret vurdering betragtes som midlertidigt og lejlighedsvist arbejde.

Hvis den samme speciallæge derimod skal udføre den samme opgave én uge hver måned i 12 måneder, vil arbejdet som udgangspunkt ikke blive betragtet som midlertidigt og lejlighedsvist.

Vi vurderer din sag konkret

Vi vurderer fra sag til sag, om en sundhedsperson opfylder betingelserne for at blive registreret som tjenesteyder og dermed er berettiget til at arbejde midlertidigt og lejlighedsvist uden autorisation. 

Det er derfor vigtigt, at du i din ansøgning oplyser, hvor længe, hvor ofte og i hvilke perioder du forventer at arbejde i Danmark.

Sådan søger du om at blive registreret som tjenesteyder

Du skal sende en skriftlig ansøgning, hvor du oplyser:

  • Hvor længe du skal arbejde i Danmark
  • Hvor ofte du skal arbejde i Danmark
  • I hvilke perioder du forventer at arbejde her

Sammen med din ansøgning skal du sende dokumentation for:

  • At du er lovligt etableret i et andet EU/EØS-land eller Schweiz med henblik på at udøve det samme erhverv
  • Hvis dit erhverv eller uddannelsen til dit erhverv ikke er lovreguleret i det land, hvor du er etableret, skal du også dokumentere, at du har udøvet erhvervet i mindst ét år inden for de seneste 10 år.
  • Dine uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer. Du finder links til kravene for de enkelte faggrupper i boksen herunder.

Send din ansøgning og dokumenter til

Styrelsen for Patientsikkerhed
Autorisation og EU-Sygesikring
Islands Brygge 67
2300 København S

E-mail: aaes@stps.dk

Sådan behandler vi din ansøgning

Når vi modtager din ansøgning, vurderer vi, om du opfylder betingelserne for at arbejde midlertidigt og lejlighedsvist i Danmark.

Vi vurderer om der er væsentlige forskelle mellem din uddannelse og den tilsvarende danske uddannelse.  For læger, tandlæger, sygeplejersker og jordemødre foretager vi som udgangspunkt ikke denne forudgående vurdering.

Ansøgning om registrering som tjenesteyder er gebyrfri, men sagsbehandlingstiden vil være den samme, som hvis du søgte varig autorisation.

Dine pligter, når du arbejder i Danmark

Når du arbejder som registreret tjenesteyder i Danmark, er du omfattet af de samme rettigheder og pligter som dine danske kolleger. Det betyder også at vi fører tilsyn med dit professionelle virke.

Hvis dit virke udgør en risiko for patientsikkerheden, kan dit virkeområde blive indskrænket.